Kinesisk dyndsmerling (Misgurnus anguillicaudatus) – forbudt invasiv art

Kort

Kinesisk dyndsmerling (Misgurnus anguillicaudatus) er en østasiatisk smerling, som også sælges som vejrål eller «ål». Den står på EU-listen over invasive arter og må ikke holdes, avles eller sælges.

Hos Lystrup Dyrecenter er dette et infoopslag: vi sælger ikke levende dyr, men du kan Click & Collect foder og udstyr i shoppen.

Lovgivning

Kinesisk dyndsmerling (Misgurnus anguillicaudatus) står på EU-listen over invasive ikkehjemmehørende arter. Arten blev optaget med Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2025/1422 og har været omfattet siden 7. august 2025.

Efter EU-forordning nr. 1143/2014, artikel 7, må arten ikke indføres, holdes, avles, transporteres, markedsføres, anvendes, udveksles eller udsættes i naturen – heller ikke i lukkede akvarier eller damme. Det gælder også farveformer som «guld», fordi forbuddet omfatter hele arten.

Privatpersoner, der allerede holdt arten som kæledyr før 7. august 2025, må beholde dyrene, til de dør af naturlige årsager, hvis de holdes indesluttet, så de hverken kan formere sig eller slippe ud (artikel 31).

Sæt aldrig dyrene ud. Udsætning i naturen er forbudt efter EU-reglerne, og i Danmark må dyr, der ikke hører naturligt hjemme, ikke udsættes uden miljøministerens tilladelse.

Har du kinesisk dyndsmerling, som du ikke kan eller vil beholde på de betingelser, eller finder du en kinesisk dyndsmerling i naturen, kan dyret afleveres gratis hos de modtagere, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har aftale med.

En smerling – ikke en ål

Trods handelsnavnet «ål» er arten ikke en ål, men en smerling i familien Cobitidae med en lang, ålelignende krop.

På engelsk kaldes den bl.a. pond loach, dojo loach og oriental weatherfish; i Europa sælges den mest som «weather loach».

Voksne fisk kan blive op til omkring 28 cm lange.

Navnet vejrål hænger sammen med, at den efter sigende bliver urolig, når lufttrykket ændrer sig før uvejr.

Hvor kommer den fra?

Arten hører naturligt hjemme i Østasien, fra Sibirien og Korea over Japan og Kina til det nordlige Vietnam.

Den søger føde i bunden og lever især af smådyr som insektlarver og små krebsdyr.

I Østasien er den samtidig en vigtig spisefisk, som opdrættes i stor skala.

Hvorfor er den forbudt?

Den er meget hårdfør og tilpasningsdygtig og har derfor kunnet etablere sig som fremmed art mange steder i verden.

Der er i dag fremmede bestande i Europa, bl.a. i Tyskland, Spanien og Italien, og arten er også indført i Amerika og Australien.

Spredningen tilskrives især akvariehandlen, men også brugen som spisefisk og som levende madding.

Hvor den slår sig ned, regnes den som en trussel mod de hjemmehørende fisk, som den konkurrerer med om føden.

Butikker og opdrættere fik kun en kort, tidsbegrænset overgangsordning efter optagelsen til at afvikle deres bestande (artikel 32).

Det var baggrunden for, at arten i 2025 kom på EU-listen.